BB-Hotels Julekalender

2022

Christoffer Wilhelm Eckersberg banede vejen for det moderne maleri. Uden den stilfærdige formidling af overgangen fra det klassicistiske historiemaleri til et maleri baseret på studiet af naturens essentielle former, som han og udenlandske kunstnere som J.A.D. Ingres kom til at stå for, ville malere som Paul Cézanne eller Edvard Weie ikke have haft det samme udgangspunkt for deres arbejde med fladekonstruktion og poetisk frisættelse af farven.

På sin tids betingelser formåede Eckersberg at gå balancegang at gå balancegang mellem respekten for det synliges verden fremtrædelser og sansen for billedets formelle arkitektur.

Eckersbergs kunst befandt sig lige så langt fra det dramatisk gestikulerende historiemaleri, der i 1800-tallet dominerende de franske saloner, som fra ideen om maleriet som en direkte naturgengivelse. Hans idéverden havde afsæt i en klassicistisk kunstteori og var præget af tidens naturvidenskabelige og filosofiske idealisme. Han nærede den forestilling, at genstandene, vi ser, rummer en essens og en idé, som maleriet skal søge ind til for at være sandt.

Hemmeligheden bag maleriets sandhed bestod for Eckersberg således i en overensstemmelse mellem fremtrædelse og idé, mellem formerne og det, han kaldte ”Grundbilledet”. Denne overensstemmelse krævede et indgående naturstudium, herunder en forståelse af for lysets og farvernes virkninger, men også en nøjagtighed i den perspektiviske rumkonstruktion, som skulle sikre, at genstandene var korrekt proportioneret og overbevisende placeret i forhold til hinanden. Det vil sige sådan, at helheden fremstod med den størst mulige sandsynlighed og uden spor af den flade, hvorpå det hel jo var malet.

Eckersberg var blandt de kunstnere, der første gang så, at der findes et kunstnerisk og filosofisk interessant spil mellem sanseoplevelsen og en underliggende orden. Hans metode bestod i det fordomsfrie naturstudium, og heri befandt han sig ikke langt fra sin gode ven, videnskabsmanden H.C. Ørsted, der også søgte ånden i naturen.

Begge mente, at der bag verdens fremtrædelser lå en fornuft, og sandheden stod i dette perspektiv klarest frem, når der var harmoni mellem natur og ånd. Der var altså både sansning og system på spil for Eckersberg, og netop på det punkt blev han et forbillede for senere kunstnere, også de moderne. Eckersberg forblev dog idealist, i modsætning til for eksempel Cézanne; for Cézanne kunne maleren kun beskæftige sig med måden, hvorpå verden møde den, der erfarer den.

Sandheden for de moderne var maleriets og erfaringens sandhed, ikke sandheden om naturen selv, Eckersberg nåede i stigende grad sit mål – det sande og det skønne – gennem tilpasning og opstramning af den natur, som godt nok tjente som ”Mönster” for kunstneren, men som også mødte øjet med tilfældigheder og uvæsentlige detaljer.