Gammel Estrup blev grundlagt i middelalderen og nævnes første gang i 1300‑tallet. I 1400‑ og 1500‑tallet opførte slægten Brock de første bygninger, og omkring 1490 skabte Lave Brock en solid stenfæstning med dobbelte voldgrave – et forsvar og hjem på én gang.

Senere ombyggede Eske Brock stedet til renæssanceslot. Han var rigsråd under Christian IV og kendt for sine dagbøger, der giver et unikt indblik i adelslivets hverdage. Gammel Estrup blev familiens centrum i 600 år, og med Jytte Brock og Jørgen Skeel rykkede stedet ind blandt landets mest betydningsfulde godser.

I 1600‑ og 1700‑tallet fortsatte Skeel‑ og senere Scheel‑slægten udbygningen. Christen Scheel – “den rige” – siges at kunne ride fra Grenaa til Viborg på egen jord. Hans formue gjorde Gammel Estrup til et af Danmarks mest velstående godser.

Familien satte også præg på Danmarks politik og diplomati. I næsten 300 år var Gammel Estrup et magtcentrum i Østjylland, hvor herskab, tjenestefolk og håndværkere levede side om side bag murene.

Efter lensafløsningen i 1920 sluttede den 600‑årige familieperiode, og i 1930 åbnede Gammel Estrup som Jyllands Herregårdsmuseum. I dag hedder stedet Gammel Estrup – Danmarks Herregårdsmuseum og rummer både udstillinger, arkiver og forskning.

Sammen med Det Grønne Museum formidler herregården livet på danske godser – fra kongelige gæster til køkkenpigernes hverdag. Slottet står som et levende museum med renæssancesale, voldgrave og park, hvor historien stadig kan opleves dér, hvor den udspillede sig.