Rosenholm blev opført mellem 1559 og 1610 af rigsråd Jørgen Rosenkrantz, en af landets mest betydningsfulde adelsmænd. Han anlagde de dybe voldgrave og lod bygge den første fløj i renæssancestil – inspireret af tidens italienske og franske arkitektur. Senere tilføjedes de øvrige fløje i røde mursten med kamtakkede gavle, så slottet fik sit harmoniske udtryk.

I 1604 indrettede sønnen Holger Rosenkrantz et slotskapel – det første private kapel uden for kongehusets slotte. Rosenholm står i dag som et hovedværk fra overgangen mellem middelalder og renæssance og har været i Rosenkrantz‑slægtens eje lige siden.

Rosenkrantzerne var fra 1400‑tallet blandt Danmarks mest magtfulde slægter og spillede centrale roller ved hoffet og i rigsrådet. “Den lærde Holger” blev i 1600‑tallet både kansler, kulturpersonlighed og underviser for adelssønner i parken ved pavillonen Pirkentavl – kaldet Jyllands første universitet.

Slægten har leveret politikere og embedsmænd gennem århundreder, og navnet lever videre i Shakespeares Hamlet, hvor to danske adelsmænd – Rosenkrantz og Gyldenstierne – optræder. Ifølge sagnet mødte Shakespeare dem personligt i England, og deres navne fik dermed evig plads i verdenslitteraturen.

Som mange gamle slotte er Rosenholm omgærdet af historier. Ifølge legenden skal slægten aldrig uddø, så længe slottet står dér, hvor grundlæggeren Jørgen Rosenkrantz rejste det ”i sumpen”. Men det er især fortællingen om den hvide dame og den hovedløse ridder, der fanger fantasien.

Sagnet beretter om en ung baronesse, som forelskede sig i forvalteren. Da deres hemmelige forhold blev opdaget, blev han halshugget, og hun selv livslevende muret inde i tårnværelset. Nogle mener, at hun stadig vandrer gennem Den Hvide Gang ved midnat – for evigt på vej til sin ridder.