BB-Hotels Julekalender

2022

Anna Ancher blev født i Skagen  og boede der indtil sin død.  Hun var datter af købmand og kroejer Erik Andersen Brøndum (der ejede Brøndums Hotel) og Ane Hedvig Mølle. Ane Hedvig er ophavskvinden til én af de mest genfortalte myter om Annas medfødte evner som kunstner: Anna fødtes nemlig ved samme (og eneste) lejlighed, som periodens store forfatter, H.C. Andersen, overnattede på Brøndums Gæstgiveri (senere Hotel). Derfor mente moderen Ane Hedvig, at Anna måtte være begavet med særlige kunstneriske evner.

Hun var den femte i en søskendeflok på seks, der også talte Christen Degn Brøndum, der overtog Brøndums Hotel efter faderen. Hotellet var i en årrække samlingspunkt for Skagensmalerne, og her mødte hun i 1874 maleren Michael Ancher, som hun blev gift med på sin 21 års fødselsdag i 1880. I 1883 fik de datteren Helga Ancher. 

Anna studerede tre vintre på Vilhelm Kyhns private tegne- og malerskole for kvinder i 1875-78 i København. Som kvinde var man forment adgang til Kunstakademiet, hvorfor eneste mulighed var at tage privatundervisning. Senere tog hun til Paris og studerede hos Pierre Puvis de Chavannes sammen med Marie Triepcke, der senere skulle blive gift med P.S. Krøyer.

Anna Ancher som person og kunstner fik hun en nøglestilling i den lokale kunstnerkoloni, der slog rødder i 1880’erne og blev et centrum for udvikling af en ny poetisk realisme i Danmark i de følgende tre årtier.

Som eneste skagbo og som en af de få kvindelige kunstnere fra denne generation, der havde kunsten som sin primære beskæftigelse og levevej, skilte Anna Ancher sig ud. Det gjorde hun også i den måde, hvorpå hun forbandt nye strømninger i europæisk koloristisk maleri med en lokal forankret sensibilitet over for mennesker, livsformer, vejrlig og landskab. Skagen var for hende omdrejningspunktet – men Norden og Europa var horisonten

Særtrækkene, den umiskendelige tone, i Anna Anchers maleri kan et stykke hen ad vejen forklares med denne blanding af vidt udsyn, baseret på nysgerrighed efter bevægelser og nye veje i samtidens maleri, og en stærk tilknytning til skagensmiljøet og det geografiske udgangspunkt.Men det særlige udtryk kommer også af hendes egen forvaltning af større kunsthistorisk tradition. Med sit maleri placerer hun sig i en lang og flerstreget historie, der trækker tråde tilbage til den italienske renæssance. De stille, afsondrede rum i hendes malerier, og personerne i disse rum, der ligesom lukker sig om deres egen indre verden, mens skygger med aftegninger af landskabet udenfor og felter af lyst spiller på vægge og overflader, har for eksempel ikke så lidt at gøre med 1500-tallets florentinske bebudelsesmalerier i hvilke lys, engle og ord strømmer ind i Marias lønkammer og hvor haver og fjerne landskaber anes igennem vinduer og døråbninger.

Anna Anchers nære miljø var præget af både pietistisk fromhed, fiskersamfundets til tider barske livsomstændigheder og de tilrejsende kunstneres og intellektuelles idéverden og bohemeliv. Egne hyppige ophold i København og rejser til Paris og andre europæiske byer (hvorfra hun dog aldrig hentede motiver) bidrog til denne særlige cocktail af påvirkninger, som alle kan spores i hendes arbejde. 

Som kvindelig kunstner uden formel kunstnerisk uddannelse havde hun måske særlige forudsætninger for at finde et ståsted hinsides det akademiske, elegante og urbane maleri, som flere af de samtidige mandelige kunstnere praktiserede, ofte bestilt til særlige formål og af repræsentanter for de højere samfundslag. For hende handlede det ikke om at fortælle den store historie, men først og fremmest om at finde det sanselige og erfaringsmæssige udspring for alle idéer og forestillinger, også de religiøse.
Det gjorde hun ved igennem det meste af sin karriere med pensel og farve at undersøge sammenhænge mellem menneskers indre og ydre verden, mellem personen, lyset, rummet og landskabet. Lyset var ikke et symbol for Anna Ancher, sådan som det havde været i middelalderens og endnu til en vis grad renæssancens maleri; det var ikke bærer at et specifikt religiøst indhold. Det var først og fremmest et medie, der netop medierede mellem inde og ude, mellem landskab og interiør, mellem verden, tanke og følelse. Lyset var, ligesom rummet, noget mennesker gik igennem, beboede, mærkede omkring sig og på kroppen og benyttede til såre praktiske formål. Som sådan var det også i hendes øjne en livsnerve og et eksistentielt fundament, som maleriet bedre end nogen andre kunstneriske udtryksformer kunne fortælle om.