Lønborggaard nævnes allerede i Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 og har siden været tæt knyttet til Danmarks historie. I middelalderen fungerede gården som kongelig residens, hvor både Valdemar Atterdag og Erik Glipping opholdt sig. Efter kongens økonomiske kriser i 1300‑tallet overgik Lønborggaard til Ribe bispestol og forblev bispegård i næsten 150 år.

Under reformationen blev gården brændt af Skipper Clements oprørshær og overgik derefter til kronen. Christian III lod den genopføre omkring 1540, og i de næste 100 år fungerede Lønborggaard som kongegård.

I 1645 skænkede Christian IV ejendommen til den tyske hærleder og finansmand Heinrich Müller som tak for hans indsats mod svenskerne. Müller blev senere rigets pengemester og den tids rigeste mand. Under hans familie oplevede Lønborggaard sin storhedstid med 70 ansatte og mere end 2500 hektar jord.

Men fortællingen om Müller‑slægten rummer også mørke kapitler. Ifølge sagnet myrdede en ung Müller en tjenestepige, han havde gjort gravid, og murede hende og barnet inde i et hus på godset. Nogle siger, hun stadig går igen som “den hvide dame”, der hver nat ses i månelyset med en lille kiste i armene.

I 1700‑tallet blev Niels V. Jeremin ejer – en socialt sindet herremand, der oprettede legater til unge piger og håndværkere og arbejdede for stavnsbåndets ophævelse. Hans efterkommere og nye ejere førte traditionen videre.

I 1839 opførte Christian Frederik Otto von Benzon den nuværende hovedbygning, og siden har både tragiske kærlighedshistorier og store brande præget stedet. I 1994 overtog Skov‑ og Naturstyrelsen Lønborggaard som led i Skjern Å‑projektet. I dag står herregården som et bevaret minde om Vestjyllands historie – hvor fortidens drama og naturens ro stadig deler plads.