Brejninggaard har rødder i middelalderen og nævnes første gang i 1400‑tallet som ejet af biskoppen i Ribe. Efter Reformationen i 1536 overgik gården til kronen, og i 1544 solgte Christian III den til adelsmanden Gunde Lange.

Hans søn, Hans Lange, opførte omkring 1580 den nuværende hovedbygning. Uddannet ved europæiske universiteter havde han store visioner: han udnyttede områdets kraftige kilde til et avanceret system af kanaler, mølledamme og voldgrave. Det firfløjede anlæg i røde munkesten og den enestående terrakottafrise på østfløjen gjorde Brejninggaard til et af Vestjyllands mest bemærkelsesværdige bygningsværker.

Efter Langes tid forblev Brejninggaard i familiens eje til 1665 og gik derefter på skift mellem adelsslægter som Skinkel, Munk og Eenholm. I 1700‑tallet blomstrede håndværk og mølledrift, hvor især felberedning – forarbejdning af skind – skabte indtægter. Hele tre vandmøller og en aktiv stampe‑ og brænderigård gjorde Brejninggaard til et lille industrielt centrum i Vestjylland.

I 1800‑tallet blev godset ramt af stavnsbåndets ophævelse og salg af fæstegårdene. Vanddriften og de gamle bygninger holdt dog gården i live i generationer, selvom økonomien gradvist svækkedes.

I 1926 købte Statens Jordlovsudvalg ejendommen for at udstykke jorden til husmandsbrug. Hovedbygningen blev solgt til murermester Jens Sørensen, der drev stedet som afholdsrestaurant, indtil den i 1942 blev købt af interessentskabet Brejninggaard Efterskole.

Siden da har elevernes liv erstattet adlens. Den grundtvigske efterskole voksede op omkring de historiske bygninger, hvor nye fløje er bygget på de gamle fundamenter. I dag står Brejninggaard som et levende vidnesbyrd om, hvordan vandkraft, visioner og dannelse kan forbinde fortidens herregård med nutidens ungdom – et stykke dansk kulturarv midt i Vestjylland.