Forhenværende Statsminister
Poul Nyrup Rasmussen
Kvium er kendt for at konfrontere sit publikum med netop det, vi ønsker at vende ryggen til og fortrænge. En art overskridelsesæstetik, der fungerer i form af lettilgængelige motiver og et realistisk formsprog. Hans kunst kredser om individets grundlæggende eksistensvilkår – det at være til på både godt og ondt. De indholdsmæssige tematikker og tilbagevendende emner tager ofte afsæt i modsætningspar som det afskysvækkende og det dragende, orden og kaos, virkelighed og fantasi og liv og død.
Michael Kvium har også malet portrætter af forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og forfatteren Villy Sørensen samt H.M. Dronning Margrethe II.
Gennem de senere år har landskabet vundet indpas i Kviums maleri. Ikke som romantisk landskab i sin egen ret, men som kulisse for figurer og fugle. Fælles for motiverne er Kviums ærinde – kunsten skal ikke behage, men berøre, kommentere på og få os til at reflektere over vores indbyrdes forhold og vores behandling af naturen.