Kjeldgaard nævnes første gang i 1500‑tallet og tilhørte dengang den magtfulde Juel‑slægt. Den unge adelsmand Jens Juel arvede godset i 1599, men opholdt sig sjældent på stedet, der blev drevet af forvaltere, mens han gjorde karriere ved hoffet. Hans datter Christence Juel arvede ejendommen, men måtte i 1668 sælge den for at dække familiens gæld.

De efterfølgende ejere samlede flere fæstegårde under gården for at opnå herregårdsfrihed – den eftertragtede skattefritagelse, som krævede et stort og samlet godsomfang. Med tiden blev Kjeldgaard et typisk vestjysk herresæde, solidt forankret i det blæsende landskab og med udsigt over fjorden.

I 1700‑tallet købte Herluf Jensen fra Horsens godset og blev senere adlet under navnet Stjernholm. Han og sønnen udviklede Kjeldgaard til et forbillede for egnens landbrug. I 1787 lod Frederik Stjernholm opføre den nuværende hovedbygning i røde mursten – et trefløjet anlæg, der blev forbillede for mange vestjyske herregårde.

Frederik Stjernholms vielse samme år markerede familiens højdepunkt, men også afslutningen. Han døde tidligt, og i årene der fulgte blev fæstegårdene solgt fra. Den gamle adelsmagt forsvandt, og Kjeldgaard blev en del af det nye, selvejende Danmark.

I 1800‑tallet blev store dele af gårdens jord udstykket, og ejerskabet skiftede hyppigt. I 1936 købte Carlsberg‑arvingen Carl E. Jacobsen godset og bragte både excentrisk livsstil og ny energi med sig. Efter hans tid gik Kjeldgaard videre til familien Jørgensen, der fortsat driver stedet som et moderne landbrug.

Den røde hovedbygning fra 1787 står stadig med udsigt over Limfjorden – et varigt symbol på vestjysk arbejdsomhed og adelens arkitektoniske arv. Kjeldgaard er i dag et levende vidnesbyrd om, hvordan danske herregårde gennem generationer har tilpasset sig tidens forandringer uden at miste sjælen.